↓ sidens fod

 
 
 
England

REBECCA NEWNHAM bor og arbejder i Hampshire, England. Hun skaber dramatiske, botanisk inspirerede mosaik skulpturer i store formater, men startede med at arbejde kunstnerisk som glaspuster. Efterhånden som hendes arbejder er vokset i størrelse, har hun ændret sin arbejdsmetode og anvender nu glas som en dekorativ overflade, fæstnet som mosaik på en skulpturelt udskåret form. Resultatet er en række kæmpe-skulpturer, i hvilke form, rum, lys og glassets reflektive egenskaber spiller en lige stor rolle.

Rebecca Newnham fremstiller selv det glas, hun anvender som mosaik. Det er flader af glas, som hun har bearbejdet med forskellige former for emalje og mineraler og derefter smeltet i ovnen. Det giver hende mulighed for at arbejde med langt større formater end ellers, hvilket er det, hun foretrækker.

Rebecca Newnham udstiller meget hyppigt i England i gallerier, offentlige bygninger, kirker og katedraler, museer o.s.v. Hun har utallige opgaver på skulpturer fra private og offentlige instanser og arbejder med et lille hold af medarbejdere, som hun har haft i mange år.

Desuden leverer Rebecca Newnham håndfremstillede spejle og møbler både til større, engelske møbelforretninger og til private og offentlige formål.

Hun siger om det, der inspirerer hende:

Jeg kan lide at bruge botaniske former som metaforer for en hyldest til livet. Derfor udforsker mit arbejde alle naturens former — fra frø og pollen til krystalstrukturer.
Farven er vigtig, men for mig er formen vigtigere. For øjeblikket nyder jeg at arbejde med de forskellige former for metal-finish, som man kan opnå med glas — bronze, kobber og sølv skaber store kontraster. Men jeg kan lide at holde farveskalaen enkel. Jeg har tidligere arbejdet meget med spejl, og jeg nyder den måde, det reflekterer omgivelserne på, så skulpturen antager omgivelsernes farver. Glasset er en meget vigtig del af mit arbejde, og jeg holder af måden, hvorpå hver lille facet reflekterer lyset forskelligt og sender lys ud i omgivelserne.


Forside Oversigtsside

↑ sidens top