↓ sidens fod

 
 
 
England

ELAINE M. GODDWIN er uddannet på Exeter College of Art & Design, England. Hun bor og arbejder både i Exeter og Marrakech, Marokko. I 2016 har hun imidlertid besluttet at bosætte sig i Frankrig og etablere atelier og galleri der. Hendes kunstneriske produktion udfolder sig enestående varieret, eksklusivt i materialevalg og — især i hendes senere år — med en overdådighed af byzantinsk lys- og farveskønhed kombineret med en enkelhed i designet, der placerer hendes værker i en helt suveræn position på internationalt plan. Hendes mosaikker hænger på gallerier i det meste af Europa og derudover. Hun har udstillet regelmæssigt siden 1990 i England, Frankrig, Italien, Luxemburg og andre steder.

Elaine Goodwin er samtidig en ledende skikkelse i mosaikkunstens verden, hvor hun har arbejdet for en anerkendelse af mosaikken som en selvstændig kunstart og gjort en stor indsats for at fremme udstillings- og arbejdsmuligheder for mosaister. Hun har rejst jorden rundt for at finde og lære mosaikkens historie og teknik at kende og undervist i mosaikkunst og design i England, Indien, Australien og Italien. Elaine Goodwin har udgivet seks bøger om mosaikkens historie og teknik.

Efter en skelsættende oplevelse i Ravenna tidligt i 1990’erne, hvor Elaine Goodwin fik en visuel åbenbaring forårsaget af lysets virkning på de byzantinske mosaikker i San Vitale Basilika’en, sagde hun om sit kunstneriske udgangspunkt:

Mit arbejde ændrede sig fra at være imitation af naturen til abstrakt kontemplation, fra en beskuelse udefra til en sindstilstand. Det udtrykker nu, hvad jeg vælger at udelade mere end hvad jeg beskriver; det sammenfatter det mindstes udtryksevne. For alle, der betragter det, bliver lyset hvert eneste øjeblik fanget, holdt fast og sluppet igen, uafbrudt og vedvarende. Det er blevet en ophøjet forpligtelse for mig at skabe det sådan.

Om valget af materialer til mosaikkerne siger Elaine Goodwin:

Det ville være umuligt for mig at udtrykke mig fuldt ud med andre materialer end dem, der har disse egenskaber i sig: venetiansk guldbladsglas, Ravenna glas, venetianske glas smalti og Carrara marmor. Hver af disse kan, når de skæres og placeres præcist, fastholde og sprede lyset.
  • Link til Elaine M. Goodwinss website
  • Søg billeder af Elaine M. Goodwins mosaikker her.


Forside Oversigtsside

↑ sidens top