↓ sidens fod

 
 
 
Første halvdel af 1900-tallet

En kunstner af russisk oprindelse, Boris Anrep (1883-1969), bragte den indirekte metode til dens højdepunkt. Han udførte i Storbritannien adskillige offentlige og private arbejder, hvoraf de mest bemærkelsesværdige er vægmosaikkerne i Westminster Cathedral (1924; 1957-1961) og gulvene i National Gallery (1927), i Bank of England (1927-1937) og i Tate Gallery.

  • Søg billeder af Boris Anrep i Westminster Cathedral her.
  • Søg billeder af National Gallery her.
  • Søg billeder af Tate Gallery her.

Art Nouveau

Det blev i slutningen af det 19. årh., med udviklingen af Art Nouveau-stilen, at mosaikkunsten fik nyt liv med hensyn til det kunstneriske udtryk. Stilen, der undertiden også kaldes Jugendstil eller Yellow Brook Style, opnåede en overvældende succes ved tærsklen til det 20. årh. Dens natur er karakteriseret ved en forkærlighed for kurver og en stærk tendens til udsmykning.

Hjemvendt fra en rejse til Ravenna i 1903, hvor han havde beundret de byzantinske mosaikker, skabte wienerkunstneren Gustav Klimt (1862-1918) en serie murmontager, der integrerede mosaikken i blandede typer af mosaiksten, maleri, fliser efter mål og keramik. Det resulterede i en fornem helhed, udført med en helt personlig teknik, der forenede materialernes fremmedartethed med raffinement i måden at lægge dem på.

  • Søg billeder af Gustav Klimts »Kysset« her.
  • Søg billeder af Gustav Klimts mosaikker her.

Men det blev en spanier, der — midt i den catalanske modernisme — kom til at spille den afgørende rolle for en ny opfattelse og tilgang til mosaikkunsten.

Art Nouveau-stilens multigeni, skulptøren og arkitekten Antoni Gaudí y Cornet (1852-1926), kastede sig lidenskabeligt ud i formen og det organiske rumfang, på plane flader og på arkitektoniske modeller. Som skaber af en lang række projekter og bygninger, hvoraf flertallet er inspireret af den mauriske tradition i Andalusien, gjorde han umådeholdent brug af dekorationer på bygningernes facader med fliser i glaserede farver. Under protektorat af grev Eusebio Güell, en rig catalansk industrimand, udviklede Gaudí en personlig stil, hvor mosaikken havde den dominerende rolle. Han anvendte fliser, der ikke var kostbare, eftersom de blev fabrikeret i regionen, på en frugtbar og opfindsom måde for at introducere farven i sine skulpturelle kreationer: tage, udluftningskanaler, rør, offentlige bænke, bølgeformer, fontæner. I modsætning til den hemmelighedsfulde atmosfære i de byzantinske interieurer, kirker belagt med farver og diffust lys, er Gaudís værker udadvendte, fantasifulde, dristige og skulpturelle, netop de aspekter, der betog de mexicanske muralister i 1950’erne og et stigende antal naive mosaister.

  • Søg billeder af Antoni Gaudís mosaikker her.

Kubisme — futurisme

Den tredje mosaist, som markerede vendepunktet i det 20. årh., og som på lignende måde fik betydelig indflydelse på mosaikken, særlig i Italien, er kubisten og futuristen Gino Severini (1883-1966). Han åbenbarede en uovervindelig entusiasme i sin anvendelse af mosaik-teknikker i en billedlig kontekst — med et udtømmende kendskab til materialer, lys- og farveklange, som det er gengivet i utallige, pragtfulde natures mortes, udført mellem 1930 og 1960. Han grundlagde to skoler, én i Paris og én i Ravenna: L’Istituto Statale d’Arte per Mosaico Gino Severini, der fortsat samler en imponerende række af professorer og talentfulde elever.

  • Søg billeder af Gino Severinis mosaikker her.


Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top