↓ sidens fod

 
 
 
Renæssancen

Fra 1400-tallet til 1900-tallet undergik mosaikkunsten generelt en tilbagegang. Dens abstrakte natur og mediets kvalitet, der helt og aldeles beror på materialernes iboende strukturer, blev underspillet til fordel for en teknik, der skulle efterligne maleriet, hvis kvaliteter frembringes langt bedre med flydende farve og pensel end med hammer og mejsel og store armbevægelser.

Hvad angår denne periodes tendens, er den ingen steder bedre repræsenteret end i San Marco-Basilikaen i Venezia. Efterhånden som adskillige af de byzantinske mosaikker blev ødelagt af krige, brande og andre begivenheder, har man henvendt sig til de store malere for at få dem restaureret. Tizian, Tintoretto og Veronese konkurrerede i virtuositet med at erstatte mosaikværker i »gammel stil« med nye, malede motiver i moderne stil, eller »højrenæssance«. Her opstod den venezianske skole med det præg af manieristisk renæssance, der udgør kvintessensen af den tids kunst. Mosaisterne måtte stille sig tilfredse med at efterligne maleriet og indførte perspektivet, den optiske illusion, den plastiske formbehandling og det skulpturelle rumfang, som malerne gav sig af med. De store malerier blev skrupelløst kopieret, og mosaikkerne — der blev kaldt »pitture per l’éternità« ('billeder for evigheden') — blev udstillet for offentligheden enten for at narre eller more tilskueren eller for at bevare de oprindelige malerier.



Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top