↓ sidens fod

 
 
 
Den italienske mosaiks udvikling
i den byzantinske periode

Mosaikkunsten havde fra antikkens slutning til begyndelsen af den byzantinske periode en udstrækning, der gik fra øst helt til Aachen i Tyskland og Germigny-des-Prés i Frankrig, men det var i Italien, specielt i Rom, at mosaikken fik sin fortsatte udvikling.

I kirken Santi Cosma e Damiano i Rom fra det 6. årh. viser apsis-mosaikken i overvældende grad de abstrakte farvekvaliteter, som man genfinder i Ravenna i mosaikkerne fra samme periode. Den stående Kristus, placeret midt på apsisbuen, synes at svæve majestætisk i rummet midt i en sky, der er skabt af stifter i røde, rød-blå og blå nuancer. Den effekt, der opstår mellem den varme tone i de røde stifter, der synes at komme nærmere, og de blå stifter i kolde farver, der synes at trække sig væk, får kompositionen til at vibrere og blive levende. Den abstrakte enkelhed og potentialet i denne farveræsonans er først blevet nærmere udforsket i det 20. årh. Men mosaisterne fra begyndelsen af den byzantinske periode var fuldstændig klar over kvaliteter, egenskaber og muligheder ved de materialer, de havde med at gøre.

  • Søg billeder af Santi Cosma e Damiano her.

I kirken Santa Prassede i Rom finder man Paradisets have: det indre af det lille kapel for Santo Zenone er dækket af guld og mosaikstifter i et farveskær, der løfter den besøgende over i et rum af mystik, betagelse og åndelighed. Naturligvis beskriver motiverne det religiøse hierarki, men alene udførelsen af dem tilfører mosaikken en ganske uvurderlig værdi.

  • Søg billeder af Santa Prassede her.


Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top