↓ sidens fod

 
 
 
Mosaikkens byzantinske periode fra år 330

Den kristne, romerske kejser, Konstantin den Store (306-337), grundlagde i år 330 Constantinopel i Byzantion ved Bosporusstrædet. Den skulle være romerrigets hovedstad ved siden af Rom. Imperiet havde behov for en stratetisk bedre beliggende hovedstad i forhold til dets mellemøstlige og asiatiske besiddelser. Constantinopel blev gennem middelalderen Europas eneste, egentlige storby med 500.000 indbyggere. Den var yderst velplaceret strategisk og handelsmæssigt og blev Europas politiske og økonomiske magtcentrum.

For at fylde den nye kejserby med pragt opmuntredes udøvelsen af mosaikkunsten, der således fik et markant opsving. Mosaisterne var f.eks. fritaget for at betale skat, og der blev skabt en mosaikskole ved Bosporusstrædet. Det var disse vilkår, der løftede mosaikkunsten til et plan, der op til vor tid aldrig er overgået, og som ingen mosaist før eller nu har været upåvirket af. Man kan i dag fra denne tidlige periode se de overdådige mosaikarbejder i bl.a. den store moske Hagia Sophia i Istanbul, som byen hedder i dag. Moskeen blev bygget som en kristen katedral, men blev i 1453 ved osmannernes erobring af byen til moske. I dag er Hagia Sophia museum og kan således beskues i hele sit historiske perspektiv.

  • Søg billeder af Hagia Sophia her.

Det var først i århundrederne efter Constantinopels grundlæggelse, at de to store omvæltninger i den nye kristendoms mosaikker virkelig blev udviklet: mosaikkernes placering overgik fra gulv til loft og hvælvinger, og man fandt frem til at anvende glasmaterialer til udførelse af farvestrålende flader.

I år 395 blev der foretaget en opdeling af det romerske imperium. Herefter skelnedes officielt mellem Det Byzantinske (østromerske) rige og det vestromerske rige.

I år 540 tilbageerobrede den byzantinske kejser, Justinian I, Italien, Nordafrika og Sydspanien, der var gået tabt til germanske fyrster. Han oprettede i Italien, i regionen Emilia Romagna, et byzantinsk eksarkat (statholderskab) og gjorde den lille by Ravenna til hovedstad for dette. Denne ordning fungerede i de følgende 200 år.

Under ledelse af Justinian skete nu en blomstrende udvikling i Ravenna med opførelse af adskillige, betydningsfulde bygninger, og byen antog orientalsk karakter derved, at den strenge, spartanske skønhed på kirkernes, mausolæernes og dåbskapellernes facader stod i modsætning til bygningernes indre pragt og overdådighed, skabt, som det er mosaikkens tradition, for tilbedelse og lovprisning af den nye, kristne tro.

Mure, apsis og hvælvinger blev belagt med mosaikker, der ikke længere var af sten og marmor, men af glas — en særligt fremstillet form for glas, der fik navnet smalti (sing.: smalto) på italiensk. Disse glasurer havde mange egenskaber: de var modstandsdygtige, meget glansfulde og farvemættede og gav mulighed for mange nuancer i alle regnbuens farver, den ene mere levende og strålende end den anden, næsten som guld eller sølv.

Farvespillet og lysets virkning på glasurerne gjorde det muligt at forvandle interieurerne til rum, hvor den ydmygt bedende forlod den materielle virkelighed og blev løftet ind i et åndeligt rige. På denne måde overgik billedfremstillingen fra at være en næsten videnskabelig betragtning af det naturgivne — sådan som grækerne og romerne satte pris på — til en mere abstrakt udtryksform. Det blev i basilikaen San Vitale i Ravenna, at den byzantinske mosaik fandt hele sin fylde: figurerne skulle ikke længere forstås ud fra en naturalistisk synsvinkel, men betragtedes som symboler i et omhyggeligt opbygget, åndeligt hierarki (ortodoks kristen tænkning — som det også ses i de ortodokse ikonmalerier).

  • Søg billeder af San Vitale her.


Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top

<