↓ sidens fod

 
 
 
Den romerske periode fra ca. 2. årh. e. Kr.

Den nye stil i mosaikken, der blev født ved begyndelsen af det 2. årh. i Italien, var mere i overensstemmelse med romernes smag og lagde særlig vægt på enkelheden i sort og hvidt. Mosaikken var nu ikke kun et monopol for de rige, der kunne tillade sig fint udførte, flerfarvede (polykrome) emblemata; den blev nu ikke kun brugt som dekoration på offentlige bygninger, såsom de offentlige badeanstalter (thermerne), men også i og på butikker og almindelige huse. De tofarvede (bikrome) mosaikker var billigere og hurtigere at fremstille; man tegnede motiverne med sorte mosaikstifter på en hvid baggrund; enhederne var meget større, og baggrundene blev forsynet med rækker af temmelig store stifter i de såkaldte »opus tesselatum« (d.v.s. lagt i rækker ved siden af og under hinanden).

Epokens motivverden var koncentreret omkring velkendte temaer. I havnebyen Ostia, det store center for den bikrome mosaik, og i Caracallas’ thermer i Rom har man således fundet mosaikker, der forestiller delfiner, marinevæsener og andre motiver, der er knyttet til havets mytologi.

  • Søg billeder af Caracallas termer her.

Andre igen illustrerer romernes liv med deres lege, jagt og cirkus. Eftersom de drejede sig om virkeligheden, fjernede mosaikkernes temaer sig fra maleriet og opnåede fordelen af det spontane og dynamiske, hvilket gjorde dem meget mere originale og spektakulære.

  • Søg billeder af Det antikke Roms mosaikker her.

I den romerske periode gik mosaisterne til angreb på alt, hvad der var af mure. Terrasserne (patioerne) i Pompejii’s og Herculanums villaer, der var regulære sommer-spisesale, blev møbleret med fontæner og nymfer. Der var helligdomme dedikeret til nymfer, som man dekorerede med marinemotiver udført af muslingeskaller, glas og sten. Mosaikken indførtes i enestående ornamentale ensembler sammen med fresker, murmalerier og udsmykkede gesimser. Den blev betragtet som et veritabelt statussymbol og udtryk for raffineret smag hos sin ejer.

  • Søg billeder af mosaikker i Pompeii og Herculanum her.

Det romerske imperium

I takt med Roms udstrakte erobringer bredte den dekorative anvendelse af mosaikker sig i imperiet. I størsteparten af Middelhavsområdet, i Nordafrika og i Europas romerske provinser etableredes store mosaik-centre, hvis arbejder påvirkedes af den lokale folkelighed og kunstneriske tradition. Her tilføjedes motiver, der blev udvekslet over hele landet, og som spredte sig med de mange mosaikmestre, der rejste rundt i imperiet. Selvom mosaikkerne forblev romerske, især hvad angik organisation, udviklede hver provins en meget personlig stil, der var kendetegnet ved kunstnernes virtuositet, ved valget af farver og ved dekorative og stilistiske træk.

Det gallisk-romerske område (Frankrig)

I provinsen Narbonnaise er mosaikkerne fra de to århundreder før og efter Kr. meget influerede af den italienske stil, takket være provinsens geografiske beliggenhed nær på Italien. Det er fra anden halvdel af det 2. årh., at den gallo-romerske kreativitet manifesterer sig, specielt i atelier’erne i Rhône-dalen: Lyon og Vienne. Denne originale stil vandt frem i en stor del af Gallien. Mosaikkerne er typisk dominerede af ternede mønstre, sat sammen af udfyldninger i mange farver, den såkaldte »décor multiple« (sammensat dekoration). Den gallo-romerske mosaik er kendetegnet ved indførelse af farven og af et meget varieret motivrepertoire.

  • Søg billeder af Kong Pentheus i Nimes her.

Den figurative mosaik fra slutningen af det 2. årh. forblev traditionel og udviklede især klassiske eller mytologiske temaer. Specielt må man beundre mesterværker som ’Solhestene’ i Sens og ’Admètos’ bryllup’ i Nîmes. Senere, fra det 4. til det 6. årh., havde man gulve i Aquitaniens rige villaer, der var karakteriseret ved flerfarvede mosaikker i dekorationer med plantemotiver.

    Søg billeder af mosaikgulv i Villelaure, Frankrig her.

Tunis og Nordafrika

I den romerske provins i Nordafrika (der bestod af Tunis, Algeriet, Libyen og Marocco) opstod på samme tid adskillige mosaikskoler eller –atelier’er. De var i særlig grad grupperede omkring Karthago (tæt ved det nuværende Tunis), der var det store intellektuelle og kulturelle centrum, konkurrent til Rom og, på et senere tidspunkt, til Byzans. I løbet af de 6 århundreders romerske dominans udviklede Nordafrika en dybt romaniseret livsform, men på en meget farverig måde, som man ser af de mange glimrende bevarede gulve, man har fundet.

Et af periodens foretrukne dekorative temaer, hvis oprindelse stammer fra det hellenistiske emblema, er gæstfriheden, på græsk xenia. Billeder af frugter og søde sager prydede gulvene i de velstående boliger næsten som kataloger: kurve med kirsebær, pærer og figner; de ses sammen med fjerkræ og sammenbundne fugle (endog en flamingo), chiantiflasker og amfora’er med vin — også udtryk for de enorme privilegier, som man nød godt af under det romerske herredømme.

  • Søg billeder af antikke mosaikker i Tunis her.

Den romerske magt var allestedsnærværende. F.eks. lukrerede anlæg og jord, der ejedes eller blev administreret af romerne, af den romerske måde at drive landbrug på. Stabiliteten og velstanden under den langvarige, romerske besættelse udviklede den livsform, som mosaisterne beskrev, typisk i form af motiver med lege og store skuespil, »spectacles«. Mosaikker med myter, muser, årstider og Dionysos-kulten dominerede, medens andre motiver var mere abstrakte; men den romerske ideologi — det være sig motivisk eller symbolsk — prægede fortsat kompositionerne.

Nordafrika besidder den rigeste skat af mosaikker, hvad angår beskrivelsen af den provinsielle livsform i den romerske periode. I al sin storhed og stræben.

Italien

Man forestiller sig, at det kunne have været de nordafrikanske kunstnere, som elskede at beskrive livets glæder, der har udført det enorme gulv i den romerske luksusvilla i Casale i Piazza Armerina på Sicilien. Mere end 4000 m2 er dækket med detaillerede beskrivelser af storvildtjagt sammen med scener fra mytologien, heraf »Herkules’ 12 arbejder«. Disse tableauer veksler med mosaikker i en lettere genre med »putti«. Hele arbejdet er et vidne om det sofistikerede liv, som en rig ejer af en stor villa i det 3. eller 4. årh. kunne føre. En ejer, der meget vel kunne have været kejser Maximillian.

  • Søg billeder af Villa Casale her.

Motivverdenen i disse mosaikker rummer overgangen fra hedenskab til kristendom i en rolig, evolutionær form. Der er sket en tilpasning af billederne til de ændrede tænkemåder.

Et andet godt eksempel på denne assimilation ses i det runde mausolæum i St.Constance i Rom.

  • Søg billeder af St. Constance her.

Mosaikkerne er her rykket ind i hvælvingerne, et mere passende sted for religiøse billeder end gulvene, hvor de ville blive »trådt under fode«. De talrige motiver på hvid baggrund minder om gulvmosaikkerne fra den store græske tradition. Farvede fugle og krukker alternerer med scener fra høsten, der udføres af glade »putti« i en charmerende og farverig helhed — og i et hedensk billedsprog, der her er brugt i den kristne symbolik: Herrens Vingård.



Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top

<