↓ sidens fod

 
 
 
Den græsk-romerske periode
fra ca. 2. årh. f. Kr. til ca. 1. årh. e. Kr.

Man finder spor af de første tessera-mosaikker overalt, hvor den græske kultur har vundet indpas — på Delos (en ø i Cykladerne), på Sicilien, i Alexandria eller i Pergame i det nuværende Tyrkiet — med motiver, der stadig er inspireret af tæppernes ornamentale repertoire, og konfigurationen er den samme: et felt i midten med en ramme omkring.

Midterfeltet blev altid fremstillet i atelieret (officina) af meget små mosaikstifter. Det var ofte figurativt, lagt på en plade af marmor eller terracotta. Når den var færdig, blev den indsat på stedet, in situ, i den afsatte ramme. Denne transportable tavle, kaldt »emblema« (plur.: »emblemata«), er typisk kendetegnet ved en særlig diversitet i farverne og en meget høj teknisk kvalitet i udførelsen. Af og til består den af lineære og kurvede konturer, som er opnået ved hjælp af meget små mosaikstifter, lagt i et »opus vermiculatum« (et slynget, ormeagtigt mønster).

Borterne blev udført direkte på stedet, ofte af marmorterninger eller andre stentyper, der var større end dem fra midterfeltet, og som dannede friser og forskellige ornamenter ifølge den græske tradition (slyngninger, tern, tandsnit etc.).

Indbyggerne i Romerriget betragtede denne type mosaikker som luksusartikler. Mange af de allersmukkeste eksempler er fundet i rige romerske villaer, fortrinsvis udgravet i Pompejii og Herculanum i Syditalien. De mosaikker, der har været begravet under Vesuvs aske siden udbruddet i år 79, er bemærkelsesværdigt velbevarede og er i sagens natur ældre end denne dato.

Pompejii bugner af emblemata skabt af græske mosaister, hvis livlige farver og luksuøse kompositioner smykker patriciavillaerne. Romerne tog motiverne til sig, men tilpassede dem deres egen smag – med en vis forkærlighed for kampscener, eksempelvis mellem de store ledere (kampen ved Issos, hvor Alexander den Store besejrede perserkongen Darios III i år 333 f.Kr.).

Et andet yndet motiv var kampe mellem dyr (hanekampe, en languster imod en ottearmet blæksprutte o.s.v.).

  • Søg billeder af mosaikker i Pompeii her.


Historien Forrige side Næste side Forside

↑ sidens top

<