↓ sidens fod

 
 
 

IntroduktionHistorieNutidens mosaikkunstEgne mosaikker
Litteratur
og links

Velkommen til min hjemmeside om kunstarten mosaik.

Mosaikkunsten er siden sin »genopdagelse« i slutningen af 1800-tallet vokset frem som en selvstændig kunstart, beslægtet med både skulpturens, arkitekturens og billedkunstens verden. Først og fremmest er den en stærk, sensuel udtryksform. En kunstart, der er udført med naturens egne materialer og derved i sig selv er natur — men iscenesat af en kunstner, der evner at give os andre de mange oplevelser af skønhed og fortællinger, naturen og menneskelivet rummer. Der er megen fin mosaikkunst at finde her i landet. Et stærkt eksempel er arbejder af den langelandsk-amerikanske kunstner Helle Scharling-Todd. Ind imellem støder man på spændende sten- eller glasmosaikker, som kunstnere inden for andre kunstgenrer har valgt at udtrykke sig i. Blandt de seneste Peter Brandes i Sct. Andreas-kapellet i Roskilde Domkirke.

Vi har ikke i Danmark tradition for mosaikken; der er kun sporadisk mulighed for undervisning og uddannelse. Anskaffelse af professionelle materialer og værktøj skal ske på nettet fra udlandet — og vores klima er svært at hamle op med, når det drejer sig om udendørs mosaikarbejder. I en periode fra 1920 til 1950 blev der her i landet undervist i og udført stenmosaik af danske kunstnere ved Joakim Skovgaards Dekorative Skole på Kunstakademiet. De fremtrædende navne var, foruden Joakim Skovgaard selv, kunstnere som Einar Utzon-Frank, Mogens Bøggild, Agnete Varming og Elof Risebye. En stor del af disse mosaikker tilhører i dag Kunstindustrimuseet i København. At de i dag findes på netop Kunstindustrimuseet og ikke i en mere traditionel kunstmuseums sammenhæng skyldes uden tvivl, at det ikke har været helt indlysende, hvordan man skulle rubricere mosaik som kunstart.

Det problem gør sig stadig gældende både her og i udlandet. I 2008 etableredes af fire højt ansete mosaister fra England (Elaine M. Goodwin), Italien (Lucio Orsoni), Skotland (Dugald MacInnes) og Japan (Toyoharu Kii) en ny kunstbevægelse (TE-21, i.e. Tesselated Expression for the 21st century), hvis formål er dels at give mosaister over hele verden muligheder for at udstille sammen, dels — og især — at arbejde for at få mosaikken anerkendt som en selvstændig, seriøs kunstform.

Problemet har dog ikke forhindret mosaikken i at udvikle sig til storslået og betagende kunst på den internationale kunstscene. Ofte med udgangspunkt i kunstakademierne i Ravenna, Rom, Venezia, Paris og mange andre steder i verden. Der er både internationale og nationale mosaist-sammenslutninger og online sites og blogs, hvor der kan hentes information, billeder og inspiration om mosaikkunst. Jeg anfører under »Litteratur og links« nogle web-adresser til interesserede. Det har været en begrænsning, at jeg af ophavsretlige grunde ikke kan bringe billeder fra nettet eller fra bøger som illustrationer til det, jeg omtaler; i stedet har jeg måttet nøjes med ved hjælp af links at henvise interesserede til selv at se de omtalte kunstneres værker. Til gengæld kan jeg forsikre, at der er en rigdom af pragtfulde billeder at finde på nettet om alt og alle, som jeg omtaler, og mange flere endnu.

De billeder, der vises her på hjemmesiden, er alle taget af min mand, Peter Ryom, som har været utrættelig i sin indsats for at få siden op at stå. Han udfører hele den tekniske del af websitet og har konstant bakket mig op og støttet undervejs. Det siger jeg ham inderligt tak for.

Ilse Ryom

Rudkøbing, 1. juni 2016
Siden senest opdateret: 23. april 2017


↑ sidens top